
Klubben har over de seneste år været inde i en stor medlemsudvikling, som vi er meget stolte over. Det stiller nye krav til klubben om organisatorisk, sportslig og social udvikling for at fastholde og udvikle vores mange medlemmer, trænere og frivillige ledere.
Derfor besluttede vi at gennemføre en medlemsundersøgelse i 2023, som 241 medlemmer besvarede, og igen i oktober 2025, som 175 medlemmer har besvaret. Nedenfor skitserer vi - lidt forsinket - de centrale resultater. Opfølgning på undersøgelsen vil blive fremlagt på Generelforsamling 2026.
Besvarelserne dækker en bred gruppe af medlemmer fra Trille Trolde til senior, herunder forældre, trænere og spillere. Og dermed giver besvarelserne et bredt og godt billede af klubbens ”tilstand”.
Medlemsundersøgelsen er derfor et vigtigt fundament og midtvejsstatus for vores arbejde med klubbens Vision 2024-2028 og vores generelle arbejde for at gøre klubben bedre.
Fakta om undersøgelsen
Med hhv. 241 og 175 besvarelser er der tale om svarprocenter på mere end 10 pct. hvilket giver et godt billede. Der er dog et par obs-punkter. Først om fremmest er der relativt færre besvarelser fra frivillige (9 i 2023 og 11 i 2025) og trænere (17 i 2023 og 43 i 2025), hvilket gør, at resultaterne og tendenserne her skal tolkes varsomt.
Derudover er der i 2025-spørgeskemaet tilføjet nogle spørgsmål under kategorierne ”Ledelse og Information” samt ”Priser og Produkter”, som gør, at den aggregerede score i 2023 og 2025 for disse serviceområder er korrigeret, så den kan sammenlignes. Vedlagte excelark omfatter alle resultater og er udgangspunktet for nedenstående opsamling.
Amager SK Medlemsundersøgelse 2023 og 2025.xlsx
Resultater
Den samlede oplevelse
Helt overordnet er scoren for hvor mange, der vil anbefale klubben til venner og familie på 32, hvilket er ifølge Players 1st er et godt niveau, selvom niveauet er faldet en smule siden sidste måling. Samtidig er der flere, som svarer, at de forventer at være medlem i Amager SK i næste sæson sammenlignet med sidste måling, hvilket indikerer, at loyaliteten er steget. Blandt de 25 respondenter, der ønsker at stoppe, angives de hyppigste årsager at være utilfredshed med træningen, utilfredshed med træneren, utilfredshed med klubben eller bare manglende lyst til at fortsætte.
Turnering og kamp (83 uændret)
Der er generelt – ligesom i sidste måling – stor tilfredshed med turnering og kampe i klubben, herunder muligheder for at spille kamp, fairness i holdudtagelse, fordeling af spilletid, stævnetilbud, trænerens evne til at lede holdet og tilskueres og forældres opførsel.
Priser og produkt (82 -2)
Generelt set er der stor tilfredshed med vores kontingentniveau i Amager SK sammenlignet med andre lokale idrætstilbud, om end det er lidt lavere end ved sidste måling, og der er også stor tilfredshed med medlemsskabets value for money.
Der er samtidig som noget nyt spurgt ind til de tre vigtigste prioriteringer for medlemmerne, hvor uddannelse af egne trænere udgør den klart største prioritering (56 %). Dernæst flere sociale arrangementer (31 %), nye materialer (25 %), tiltrækning af eksterne trænere (25 %), flere stævner (24 %), bedre aflønning af trænere (22 %), længere åbningstid i caféen (20 %), lavere kontingent (20 %), nyt spillertøj (17 %), målmandstræner (17 %), mere stævnetilskud (11 %) og sportschef (7 %).
Der er desuden villighed blandt lidt flere end halvdelen af respondenterne til at betale mere i kontingent for at finansiere prioriteterne, og villighed blandt lidt færre end halvdelen af respondenterne til at levere en frivillig indsats i sponsorudvalg eller fundraising for at finansiere prioriteterne.
Hallen (81 -2)
Der er også stor tilfredshed med vores haller, idet der dog kan ses en tendens til, at hallerne i mindre grad end i sidste måling vurderes at være i god stand.
Træning (79 -1)
Der er ligeledes – og ligesom i sidste måling – tilfredshed med træningen i klubben. På de underliggende parametre er der højest score for trænernes engagement og faglige niveau, forståelse for afbud og træningsmængde, dernæst kommer trænerens fokus på fællesskab og pædagogiske evner. Til gengæld er scoren lidt lavere for variationen i træningen, træningstider og træningens udvikling af spillerne, men stadig på et fint niveau om end en smule lavere end i sidste måling.
Ledelse og information (74 +1)
Der er ligesom i sidste måling tilfredshed med ledelsen i klubben, herunder den daglige ledelse og bestyrelsen. Der er dog fortsat et opmærksomhedspunkt i forhold til tilfredsheden med, hvor nemt det er et følge med i, hvad der sker i klubben samt lydhørheden i ledelsen over for medlemmernes forslag til forbedringer.
Der er desuden i år tilføjet spørgsmål om kendskab til klubbens nøgledokumenter i form af Grøn Tråd og Værdigrundlag og Vision 2024-2028. Her viser resultaterne, at der er relativt lavt kendskab til indholdet heri.
Det at være træner (72 uændret)
Helt overordnet er scoren for hvor mange trænere, der vil anbefale venner og familie at blive træner i klubben ifølge Players 1st på et gennemsnitligt niveau på 7. Niveauet er dog steget relativt meget siden sidste måling. Samtidig er der mange – og flere - som svarer, at de forventer at være træner i Amager SK i næste sæson sammenlignet med sidste måling, hvilket indikerer, at trænerloyaliteten er god og i vækst.
Resultaterne indikerer, at den samlede tilfredshed blandt trænerne er moderat og uændret fra sidste måling. Der er størst tilfredshed med tilbuddet om kurser, sammenholdet blandt spillerne, integrationen af nye spillere og forældrenes indblanding samt respekt under kampene. Til gengæld er der mindst tilfredshed med hjælp til praktiske opgaver ifm. træning og kamp og forældrenes villighed til at hjælpe, mens der er moderat tilfredshed med klubbens anerkendelse, trænersamarbejdet, tidsforbrug, spillernes engagement og forældrenes anerkendelse.
Med forbehold for, at der i 2023 var få respondenter, er der indikationer på nogle markante forskydninger i de underliggende parametre i forhold til sidste måling. Der er således relativt store stigninger i tilfredsheden med klubbens udbud af kurser, tidsforbrug, praktisk hjælp og værdsættelse fra klubben.
Til gengæld kan der ses relativt store fald i trænernes tilfredshed med forældrehjælp, forældres værdsættelse, og forældre indblanding, ligesom der også ses relativt store fald i trænernes tilfredshed med spillerfremmøde til træning og kamp.
Klubliv (72 -1)
Generelt angiver medlemmerne moderat tilfredshed med klublivet i klubben. Det dækker over at der er tilfredshed med den hyggelige atmosfære i klubben, moderat tilfredshed med det sociale miljø, tilhørsforhold og sociale relationer og mindre tilfredshed med udbuddet af sociale aktiviteter og arrangementer. Der ses også et fald i tilfredsheden med det sociale miljø i klubben siden seneste måling.
Klubbens faciliteter (72 -5)
Der er overordnet set moderat tilfredshed med klubbens faciliteter, hvilket både dækker over moderat tilfredshed med kvaliteten og mængden af bolde, overtrækstrøjer, kegler. Tilfredsheden er samtidig faldet relativt meget siden seneste måling.
Din begyndelse i klubben (66 -1)
Resultaterne indikerer, at vi har et obs-punkt i forhold til nye medlemmer. De føler sig generelt velkomne i klubben, men angiver også, at den praktiske information og klubbens opmærksomhed på nye medlemmer kan være bedre. Tilfredsheden med den praktiske information er også faldet siden seneste måling.
Det at være frivillig (65 -9)
Med forbehold for, at der er relativ få respondenter i denne gruppe, indikerer scoren ifølge Players 1st et godt niveau på 25 for hvor mange frivillige, der vil anbefale venner og familie at blive frivillige i klubben. Niveauet er dog faldet meget siden sidste måling. Samtidig er der dog flere af de frivillige, som svarer, at de forventer at være frivillig i Amager SK i næste sæson sammenlignet med sidste måling, hvilket indikerer, at loyaliteten er rigtig god og i vækst.
Resultaterne indikerer, at den samlede tilfredshed blandt vores frivillige er relativ lav. Det dækker over en høj tilfredshed med meningsfuldheden, men relativ lav tilfredshed med klubbens værdsættelse, koordinering, tilgængelighed og sociale miljø for de frivillige. Samtidig viser målingen, at tilfredsheden er faldet relativt meget på alle parametre siden sidste måling.
Fysiske rammer og omgivelser (58 -2)
Resultaterne indikerer også, at vi har et obs-punkt i forhold til vores fysiske rammer. Der er generelt stor tilfredshed med placeringen af klublokalerne, men til gengæld er der – ikke overraskende i lyset af vores midlertidige lukning af caféen - lav tilfredshed med muligheden for at købe mad og drikke og omklædnings- og badefaciliteter. Der er ligeledes plads til forbedring ift. klublokalernes indretning og tilgængelighed ift. sociale aktiviteter, hvor der er tilbagegang siden seneste måling.
Vores handlingsplan
Helt overordnet er vi af den opfattelse, at medlemsundersøgelsen giver et godt billede af de ting, som klubben gør godt og de ting, som vi kan blive bedre til. Vi er altovervejende glade for resultatet, eftersom vi synes den viser, at klubben er et godt sted, men samtidig også peger på nogle udviklingsområder, som vi godt kan genkende, og som i høj grad også flugter med de indsatser, som vi allerede har sat – eller vil sætte - i søen med Vision 2024-2028. Vi tror derfor på, at vi skal fortsætte arbejdet med at implementere disse indsatser, men også prioritere en række yderligere indsatser 2026-2028, hvilket vi vil fremlægge på Generalforsamling 2026 lørdag den 25. april 2026 kl 14 i Caféen i Sundbyøsterhallen.
Amager SK | Amagerbrogade 189, 2300 København S | Kontakt@amager-sk.dk | CVR-nr.: 29 47 33 31